Tilbage til Nyheder

Eltel og Cisco leverer næste generations skole-it i Københavns Kommune

2012-08-23

Eltel og Cisco har netop underskrevet en aftale med Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune om levering af trådløs netværksinfrastruktur på alle kommunens 75 skoler til en samlet værdi på et større tocifret millionbeløb.

Eltel og Cisco, der leverer netværksløsninger og netværksteknologi, har underskrevet en aftale med Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune om levering af trådløs infrastruktur. Når den nye løsning er færdigudbygget, skal den supportere 35.000 elever og lærere i Københavns skoler, og det betyder, at den enkelte skole kan tilbyde fuld trådløs adgang til digitale medier i alle klasselokaler på samme tid.

Løsningen understøtter også, at elever og lærere kan tilgå netværket via deres egne tablets og smartphones, så de kan benytte deres yndlingsenhed i undervisningen uden at kompromittere sikkerheden. Aftalen løber over tre år og hertil kommer en option på forlængelse af aftalen med op til to år.

Divisionsdirektør Per Ingemann i Eltel glæder sig over aftalen og udtaler:

”Det er en betydelig anerkendelse for Eltel, at Københavns Kommune har betroet os denne spændende og innovative opgave. Vi ser frem til et tæt og intensivt samarbejde og glæder os til at etablere et af Danmarks største og mest ambitiøse trådløse skolenet.”

Også fra Ciscos side er der tilfredshed med den nye aftale:

”Cisco er glade for at kunne medvirke til at ruste folkeskolen til fremtidens kommunikationsformer og har leveret netværksteknologi, der gør det både sikkert og nemt for elever og lærere at benytte deres egne mobile enheder på skolerne,” siger Henrik Stær, teknisk chef i Cisco Danmark.  

Europas første CO2-neurale hovedstad
København har en ambition om at være Europas første CO2 neutrale hovedstad inden udgangen af 2025. Derfor er det et krav til Eltel/Cisco løsningen, at den kan medvirke til at optimere og nedbringe energiforbruget på den enkelte skole. Til energistyring af løsningen anvendes et centralt management system, som blandt andet kan sikre, at de aktive netværkskomponenter herunder smartboards og projektorer automatisk nedlukkes, når de ikke bliver benyttet. Med andre ord en intelligent løsning, hvor miljø og økonomi går hånd i hånd.

For yderligere oplysninger kontakt venligst
Marketing- og kommunikationschef Katrin Bjørstorp
tlf. +45 2878 5058, e-mail: kbb@eltelnetworks.com
Afdelingschef, data, Ernst Lillieholm
tlf. +45 5214 7509, e-mail: ernst.lillieholm@eltelnetworks.com

Tilbage til Nyheder