Mød Martin Skov Nielsen, afdelingschef for Privatfiber

Mød Martin Skov Nielsen, afdelingschef for Privatfiber i vores forretningsområde Fiber & Anlæg i Eltel Danmark.

Hej Martin. Kan du fortælle mig lidt om det du laver, og hvor længe du har været ansat i Eltel?

”Jeg har efterhånden været længe i Eltel – det må være omkring de 14 år. Jeg er ansat i Fiber & Anlæg, og her har jeg det overordnede ansvar for området, der hedder Privatfiber.

Mine arbejdsopgaver i dag består blandt andet af daglig sparring med mine teamledere i Privatfiber, beregning på økonomien i afdelingen, og så arbejder jeg tæt sammen med et konsulentfirma, som vi i Eltel har allieret os med. Her ser vi på, hvor og hvordan vi kan arbejde mere effektivt. Jeg har altid hadet at gøre tingene to gange – jeg vil gerne ramme plet første gang. Work smarter, not harder – det er noget, der giver værdi i den sidste ende.

Fra begyndelsen af min ansættelse gav jeg udtryk for, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde med mennesker og ansvar. Det lyttede min chef til, og et par måneder inde i min ansættelse fik jeg tildelt ledelsesansvar og har arbejdet med det lige siden.”

Hvor længe har du arbejdet med fiber?

”Jeg har arbejdet i Privatfiber i mange år – nærmest helt fra start. Da afdelingen blev bygget op for mange år tilbage, var vi en lille afdeling med ca. 5 ansatte. Tingene har virkelig ændret sig. I dag er vi 55 ansatte, og vi kan sagtens mærke at fibermarkedet hele tiden udvikler sig – der sker meget, og i dag har vi en rigtig god forretning kørende.”

Hvad synes du om at arbejde i Eltel?

”Eltel har rigtig meget at byde på. Jeg elsker at arbejde i Eltel, ellers havde jeg ikke været her i så mange år. Jeg kan godt lide kulturen, mine kollegaer og måden man driver virksomheden på. Det er derfor, jeg stadig er her i dag.

Jeg har faktisk altid godt kunne lide mit arbejde, og jeg glæder mig hver dag til at møde ind og se mine kollegaer. Jeg fornemmer også, at vi er ved at have fat i den lange ende på mange punkter – vi har meget fokus på, hvordan vores medarbejdere egentlig har det. Jeg har det godt, men det er ikke nødvendigvis alle der har det sådan. Det er så vores ansvar at finde ud af, hvorfor medarbejderen ikke har det godt og aktivt gøre noget ved det. I min optik er arbejdsglæde det allervigtigste på en arbejdsplads, og har du glade medarbejdere falder eksempelvis sygdommen også, og de vil typisk gå det ekstra skridt for at nå mål, ligesom jeg vil gå det ekstra skridt for dem.

Jeg holder meget af mine kollegaer og medarbejdere, og jeg synes, at vi har et godt fællesskab i vores afdeling – vi vil rigtig gerne hinanden, og det kan mærkes. Derfor forsøger vi også at lave en masse sociale ting, så vi kan bruge mere tid sammen.

En af de største oplevelser jeg har haft som leder, var da mine medarbejdere gav mig en pokal, hvor der står ”Du rammer plet som chef”. Den er jeg evig taknemmelig for – og det er den største anerkendelse jeg har fået.”  


Kontakt os

HR
Tel. +45 8813 5000
DK-HR@eltelnetworks.com