Tilbage til Nyheder

Eltel og Silkeborg Forsyning indgår samarbejde på implementering af fjernaflæsningsmålere

2013-04-11

Pressemeddelelse udsendt af Silkeborg Forsyning.

I løbet af 2013 vil de første kunder kunne tilgå løbende aflæsning af deres vand- og fjernvarmemåler på internettet. Inden udgangen af 2015 vil alle vores ca. 10.500 varmemålere og ca. 8.500 af vores ca. 14.500 vandmålere have fjernaflæsning.

Nemmere at kontrollere forbruget
De fleste kunder ved godt, at man bør aflæse sin måler med jævne mellemrum, for at undgå ubehagelige overraskelser til årsafregningen. Men der er mange, der ikke får det gjort, ligesom det kan være svært at vurdere, om man bruger for meget i forhold til det forventede.

Fordelen ved fjernaflæsning er, at man ud over at få aflæsningerne serveret på internettet, også får en historik over forbruget på dagsniveau. På vores hjemmeside kan man logge ind og se, hvor stort forbruget er i forhold til det, der er forventet samt konsekvensen for det samlede årsforbrug.

Forbedret drift for Silkeborg Forsyning
I dag reguleres driften afhængigt af parametre som trykforhold, temperaturforhold og vejrprognoser. Vi får kun målte værdier tilbage fra nogle få målepunkter i ledningsnettet. I fremtiden får vi tilbagemeldinger fra over 19.000 målere, hvilket giver øget forsyningssikkerhed og mere optimal drift.

De historiske data fra målerne fortæller også, om ledningerne har de rigtige størrelser, hvilket har værdi for virksomheden, når ledninger engang skal udskiftes.

Nye målere udskiftes ikke
Silkeborg Forsyning har en forholdsvis ny målerpark, hvor størstedelen af målerne allerede er forberedt til fjernaflæsning. Det betyder, at der kun skal udskiftes ca. 20% af varmemålerne og 6% af vandmålerne, resten af målerne skal blot forsynes med et eller flere moduler og en ekstern antenne.

Erfaren samarbejdspartner
Til montering af udstyret har Silkeborg Forsyning indgået samarbejde med Eltel Networks der har stor erfaring indenfor etablering af fjernaflæsningsudstyr. Udstyret vil blive monteret i perioden maj 2012 til midten af 2015.

Ikke alle vandmålere vil blive fjernaflæst
Netværket opbygges via fjernvarmemålerne, hvilket betyder, at vandmålere, der ligger udenfor fjernvarmeområdet, ikke kan fjernaflæses.

Kontakt

Yderlige oplysninger om fjernaflæsningsprojektet findes på www.silkeborgforsyning.dk eller kontakt projektleder Martin B. Christiansen på 4050 6110 eller mbkc@silkeborgforsyning.dk

Tilbage til Nyheder